Græsted Veterantræf er også en musikfestival!

Musikken har i mange år været en vigtig del af Græsted Veterantræf, hvor den er med til at bringe os tilbage til den tid, de forskellige udstillingsgenstande repræsenterer.
Således også i år, hvor vi byder på et bredt udvalg af den fedeste musik fra ”the good old days”!
Se tidspunkter for de enkelte under ”Træf 2017/Program”.

Musikscener

I vores Musiktelt finder du den store scene, hvor der er fest lørdag og søndag aften. Her er der også mulighed for en svingom på dansegulvet, når fødderne ikke længere kan stå stille! I løbet af dagene vil der være forskellige musikalske aktiviteter i teltet.
I Kaffeteltet serveres der i år i dagens løb en gang blandet musik, der kan nydes til kaffen og kagen.
På Kræmmerscenen vil der være forskelligt underholdning, også målrettet de lidt yngre gæster.
Rundt på Pladsen vil der også være musik af forskellig art.

Danmarks dygtigste sangerinde og Danmarks ældste orkester!

Vi er stolte over at kunne præsentere Kansas City Stompers, der er et dansk jazzband dannet i 1951 af kapelmester Niels Abild, der fortsat leder Kansas City Stompers. Gruppen er Danmarks ældste professionelle jazzband og har indspillet over 40 albummer. Her er der tale om ægte veteraner!
Med sig har de den dygtige sangerinde Rikke Mølgaard, og der kommer til at være meget andet end jazz på programmet når gruppen går på scenen i Musikteltet sidst på lørdag eftermiddag. Bandet er blevet kaldt for en ”underholdningsmaskine”, for det behersker uden komplekser jazzens stilarter fra dixieland til swing og mainstream og går heller ikke af vejen for blues, rock, samba og mange andre stilarter.
Vi glæder os til et brag af en fest!

The King is dead – men kongen lever stadig!

I år er det 40 år siden ”The King” – Elvis Presley døde.
Dette markerer vi på Græsted Veterantræf med et brag af en koncert søndag aften i Musikteltet med Henrik Busborg & The Devils.

De leverer et ekstraordinært show, som hylder the king of rock ‘n’ roll, Elvis Presley. I spidsen står Henrik Busborg, dobbelt dansk og ligeledes skandinavisk mester i Elvis. Gennem en årrække har Henrik Busborg & the Devils henrykket tusindvis af glade Elvis-fans over hele Danmark. Overalt møder de ros og anerkendelse for et utrolig gennemført show. Der er kælet om alle detaljer. Dragterne er således fremstillet i USA hos Elvis Presleys egen designer.
Begejstringen vil ingen ende tage, når Henrik Busborg & the Devils tager fat om de utallige hits fra kongens skattekiste. Fra “Blue Suede Shoes” til “Suspicious Minds”. Det er svært at sidde stille, når først musikken spiller!
Gå ikke glip af denne enestående oplevelse. Elvis has NOT left the building!

 

Vandrende banditter?

Lørdag aften i Musikteltet er der lagt op til endnu mere fest, når trioen The Ramblin Bandits går på scenen. Deres musik er baseret på The Mexicano Rockabilly Style, men bandet spiller, hvad de selv kalder High speed Rockabilly. De har netop optrådt i TV2s ”Danmark har talent”, og har i 2016 udgivet pladen ”On a Hill”. De er nu signet på Europas største Rockabilly pladeselskab, Rhythm Bomb Records.
Bandet består af : Lasse Eriksen på Kontrabas og Vokal, Michael Skandov på Trommer og André Preuthun på Leadguitar.

Lasse Eriksen har startet sin musikalske karriere på den københavnske punk/ska scene. Lasse har senere skiftet guitaren ud med gulvbas og efter et par år med jazz er han skiftet til udelukkende at spille rockabilly, Lasse spiller ved siden af The Ramblin Bandits i Bandet The Basetones
Michael Skandov har fundet trommerne frem efter 15 års pause, men nu kommer stikkerne frem som en del af den daglige rutine. Han har tidligere spillet danse musik.
Michael spiller ved siden af The Ramblin Bandits i Bandet The Basetones.
André Preuthun spiller tilmed i Københavner bandet Wild wax combo som han har spillet Europa tyndt og lavet 7 plader med, André har tilmed spillet i det Danske Johnny Cash cover band Johnny Horsepower som han har lavet 2 plader med.

 

Græsted Jazzklub?

Lørdag aften omdanner vi som noget nyt Kaffeteltet til jazzklub, når vi får besøg af Jazz-trioen Beckmann, Gorritzen & Jensen. Det er en lokalt baseret jazz-/bluestrio, som spiller danse- og lyttevenlig traditional jazz fra nittenhundredetyverne og trediverne, men også numre fra nyere tid og andre stilarter. Her bliver det muligt at nyde den gode musik med et glas special-øl i afslappet atmosfære.
Trioen spille også søndag eftermiddag i Kaffeteltet.

 

Skyggen af Shadows

I Kaffeteltet bliver der lørdag og søndag mulighed for at høre Voldsgaards Musik Covers
alias Niels Voldsgaard, der med originale guitarer, en lille forstærker og kølig elegance fremfører de største hits fra instrumentalt musik, i form af Jørgen Ingmann, The Shadows, The Spotnicks og lign. 60er bands.

 

Mere vild Rockabilly

Wild Wax Combo har tidligere flere gange gæstet Græsted Veterantræf, og vi glæder os til at præsentere dem igen søndag kl. 18 i Musikteltet. Der er tale om et 3-personers rockabilly band fra København. Bandet blev dannet i 1996, fordi de ville spille den vilde og rå 50’er rockabilly på deres egen måde. De har udgivet 6 albums og har spillet på festivaler og klubber over hele verden. Når du har set Wild Wax Combo på scenen, ved du hvordan et energifyldt band kan få et scene til at rocke – det skal opleves!

Bandmedlemmer:
Rene Karlsson, Vokal og kontrabas.
Walter Clerici, guitar og vokal.
Mikael Findanis, trommer og vokal.

 

Bluegrass og meget andet

Vi har den glæde at præsentere det lokale band Small Arms, der vil optræde flere gange i Kaffeteltet, lørdag eftermiddag med Irsk folkemusik og søndag eftermiddag med viser.
De vil desuden være at finde rundt om på pladsen, hvor de vil spille Bluegrass musik.

 

Asfaltbal?

Mandag eftermiddag er det den populære duo AsfaltOle – Preben, der lukker festen i Musikteltet.
De spiller alt fra Kim Larsen til Bryan Adams. Duoen vandt “Scenen er din” i 2006 og har levet af at spille lige siden.

 

Jitterbug opvisning

I Musikteltet søndag er der i pausen mellem de to sæt af Elvis koncerten er der opvisning i Jitterbug med de dygtige dansere Per Rock og Kati the Cat, hvor de vil vise, hvad det kan drives til på dansegulvet. Bliv inspireret og prøv selv!

 

Mekanisk pladespiller anno 1895

I Kaffeteltet søndag og mandag kl. 11 bliver der mulighed for at se og høre denne unikke pladespiller. Den er bygget af Polyphon-Symphonion i Dresden omkring 1895-1905.
Spiller metalplader på 24½” (62 cm) i diameter. Hør den fantastiske lyd og få historien bag.

 

Caribiske toner

På Kræmmerscenen vil der efter frokost søndag være fængende caribiske toner med det populære lokale Catchwood Steelband. Med højt humør serverer de et utal af kendte numre i caribisk forklædning, så det er umuligt at stå stille!

 

Gammeldaws!

Så bliver det ikke mere autentisk, når Gilleleje Folkedanserforening, Søborg Folkedanserforening og Gribskov Folkedanserforening kommer i Musikteltet søndag kl. 13 og sætter fart i skørterne med traditionel folkedans. Mellem dansene vil der være foredrag om folkedragterne, og der vil blive mulighed for at høre mere om foreningerne.

 

Coupledance Workshop

Mandag kl. 12 er der i Musikteltet mulighed for at stifte bekendtskab med Coupledance – også kaldet Country & Westerndance, Partnerdance, Parlinedance etc.
Det er foreningen Coupledance St. Merløse, der vil stå for denne workshop.
Dansens oprindelse kommer fra Country Western området i USA, hvor den har været danset i mange år. Det er en relativ ny danseform i Danmark, og der er stigende interesse for denne danseform.
Trinene i Coupledance er de samme som i Linedance, men i modsætning til Linedance, danser man med en partner og i stedet for at danse på række som i Linedance, danser man hovedsageligt i en rundkreds.
Kom og vær med!

 

Squaredancers

Lørdag efter frokost vil Musikteltet blive fyldt med Squaredancers, der vil give opvisning.

En gang lir!

Rundt på pladsen vil det være muligt at opleve et par vaskeægte lirekasser, der bringer minderne tilbage til markedspladser og de københavnske baggårde.

 

DJ til den lyse morgen?

Nej ikke helt, men efter koncerterne i Musikteltet vil der lørdag og søndag aften være DJ til hen imod midnat. Så festen fortsætter…

Copyright © Græsted Veterantræf. Skriv til webmaster